
Her er den gamle sydhavsbøg konge
En arkitektonisk perle er under opførelse midt i den idylliske nordsjællandske natur. Arborethusene er hjemsted for sjældne planter fra hele verden, og det stiller helt særlige krav til projektets totalentreprenør N.H. Hansen også kaldet NHH i daglig tale.
Tekst af Kim Selsø. Foto af Maiken Kestner
Forberedelserne har været i gang siden i sommer. Forleden tog de gule entreprenørmaskiner fra NHH det første spadestik til Arborethusene, der ligger i idylliske omgivelser ved bredden af Ubberød Dam, en halv kilometer fra den trafikerede Hørsholm Kongevej. Bag projektet står den grønne 15. Juni Fonden som bygherre og arkitekt firmaet Creo Arkitekter. Fonden ejer grunden, der drives af Københavns Universitet. Totalentreprenør er NHH A/S.
Et arboret er en samling af planter, som bruges til undervisning og forskning i botanik. Arboretet i Hørsholm har eksisteret siden 1936, hvor de første træer blev plantet. De ældste træer er mere end 80 år gamle og flere er meget sjældne og værdifulde, og det har givet nogle helt særlige udfordringer.
Hegn og advarselsskilte
Der har været flere justeringer end sædvanligt. Det er ikke normalt i et byggeprojekt, at der er så mange øer, der er afmærket med hegn og advarselsskilte, men det vil være en katastrofe, hvis noget bliver ødelagt, fortæller projektleder Henrik Larsen fra NHH.
Flere hundrede planter er gravet op og placeret i murerspande i gartneriet. Derudover er der taget frø og stiklinger for at sikre, at planterne ikke går til. Selvom der er lavet et grundigt forarbejde, er det dog ikke altid, at planen holder.
Ind imellem får vi besked fra bygherren om, at et bestemt træ ikke kan eller må flyttes. Så er det vores opgave at finde alternative løsninger. Men det synes jeg er en sjov udfordring. F.eks. var der en gammel sydhavsbøg. Den blev hegnet ind og fik lov til at blive stående. I stedet ændrede man i tegningerne og flyttede trappen.
Også når det handler om selve byggeriet har der ind imellem været brug for at tænke utraditionelt. Arkitekten har valgt en løsning med et gennemgående glasbånd rundt om de to fløje i hovedbygningen. Her har vi været nødt til at finde andre måder at afstive på, og her endte vi op med en løsning med stålrammer, fortæller Henrik Larsen.
Det 850 m2 store byggeri forventes at stå klar næste sommer. Ud over hovedbygningen omfatter projektet et helt nyt publikumshus med udendørsfaciliteter, toiletter og skolestue, hvilket vil give bedre rammer for Københavns Universitets formidling og de mere end 20.000 gæster, der årligt lægger vejen forbi.
Håndværk i blodet
NHH har siden grundlæggelsen i 1909 haft historiske bånd til snedker- og tømrerfagene, og de håndværksmæssige traditioner er en integreret del af entreprenørvirksomhedens dna. Med kerneværdier som samarbejde og dialog har NHH i alle årene formået at opbygge langvarige relationer til sine kunder. At bygge huse er nemlig en tillidssag.
Nyhedsbrev
Tilmed dig vores nyhedsbrev og læs om nye spændende byggerier vi opfører. Dine oplysninger opbevares iht. vores persondatapolitik.
Følg os her: